VERDENS DØVBLINDE
Lex Grandia
Italien
Det er lidt forvirrende at så mange åbenbart hedder Antonio, Sonja, Francesco eller Alessandra. Jeg har det svært med det da jeg er i en lille by 100 km fra Milano i begyndelsen af oktober sidste år. Jeg skal holde nogle forelæsninger om menneskerettigheder og om døvblinde i internationalt arbejde. Antonio-1, ja det er vores chauffør, som sammen med William henter mig fra lufthavn. Selvom han godt kan forstå engelsk, tør han ikke at snakke det. Antonio-2 er kokken. Han har sine første arbejdsdage på en ny institution for døvblinde. Institutionen er ikke officielt åbnet endnu, der bor ikke nogle døvblinde endnu. Denne konference med døvblinde komiteen fra den italienske organisation "Lega del Filo d´Oro" bliver en slags prøveprojekt for hele personalet, også i køkkenet. Han er ikke bekymret over ventetid for sine gæster, mere over madens kvalitet og det lykkes rigtig godt. Antonio-3 er døvblind. Med stadig lidt syn og hørelse tilbage snakker han Italiensk. Han skal have mit visitkort med e-mailadressen på. Vi hilser stadigvæk på hinanden via e-mail, han på italiensk, jeg på engelsk. Sonja-1 er også døvblind. Hun er døv og har lidt syn. Hun har sin mand med. Han taler lidt engelsk og fungerer som tolk. Hun fortæller om sine malerier og synes det er syndt jeg ikke kan se dem. Sonja-2 er formand for forældre komiteen. Hendes mobiltelefon ringer hele tiden. Mange forældre har brug for gode råd. De bor spredt over hele landet, men meget isoleret med deres døvblinde børn. Sonja-3, hun farer rundt med kaffevognen hele tiden. Afstanden mellem konference centret og køkkenet er cirka 50 meter. Hun siger hej hele tiden. Hun har aldrig set døvblinde før og vil gerne vide meget. Hun skal også arbejde her. Francesco-1 er døv og næsten blind. Han viser mig en udstilling af sine træskulpturer. Han har også lavet et helt dukkehus i tøjklemmer med mange møbler. Den sidste aften får vi også en lang snak om: hvordan finder jeg som døvblind min eneste ene? Vi bliver til sidst enige om at det er noget gensidigt: den eneste ene skal også finde mig. Francesco-2 kan høre lidt og er blind. Han læser jura på universitetet i Rom og skriver speciale om døvblindes rettigheder i Italien. Han bliver (måske er han allerede) organisationens advokat. Francesco-3 er chauffør, frivillig tolk og meget mere. Han kommer ofte for at få lektioner i engelsk. Alessandra-1 har jeg kendt længe som tolk, men nu er hun ansvarlig for alt det praktiske på konferencen. Hun kender alle, besvarer alle spørgsmål, er der altid når man han brug for hende og løser alle problemer. Alessandra-2 arbejder i PRafdelingen. Meget vigtig her i Italien. Organisationens drift er meget afhængig af sponsorer af alle mulige slags. Denne gang har vi et show med gamle biler. Pressen og folk fra hele omegn kommer og kigger. Bilejerne har også indsamlet nogle penge. Man skal være kreativ hele tiden. Alessandra-3 er frivillig tolk for Francesco-1. Francesco-1 er meget aktiv i bestyrelsen af døvblinde kommitteen, som består af 9 døvblinde medlemmer. Han sover aldrig, så hun må heller ikke. Han er ikke formand, men fungerer som formand her ved konferencen. Institutionen har plads til 36 døvblinde voksne, fortæller Alberto, den nye direktør. Der er bygget 6 bungalows. Vi skelner ikke mellem døvblindfødte eller døvblindblevne. Vi kigger på den måde, de kan kommunikere med hinanden, siger han. Jeg er imponeret over den måde arealet er indrettet. Det er let at finde vej for alle og alle tekniske hjælpemidler er der. Nå, nu håber jeg at læserne ikke bliver så forvirret som jer blev. Næste gang bliver det måske anderledes.
Ungarn
Det er søndag eftermiddag. Vi står på trapperne ved statens blinde institution i Budapest, Ove min kontakt person og mig. Busser, lastbiler og sporvogne larmer forbi. Vi bor her i denne weekend i slutningen af oktober. Den Ungarske døvblinde organisation har ti års jubilæum. Der var ikke nogen fest. Der var en lille konference. Jeg kigger lidt tilbage på konferencen. Jeg tænker højt og Ove lytter. Var der noget at fejre? Jeg var her i Budapest for ti år siden, alene. Jeg blev helt lukket ind på en anden blinde institution og det tog nogle dage inden det blev klart hvad min mission var dengang, selvom jeg var inviteret. Vi lavede en plan om oprettelsen af døvblinde organisationen, hvordan og hvor flere døvblinde kunne findes, hvilke aktiviteter man skulle i gang med, også med et minimalt budget. Organisationen blev oprettet. Gennem årene prøvede jeg at festholde kontaktet. Budskabet var dog det samme: vi har ingen penge. Heldigvis mødte jeg i New York den repræsentant fra den ungarske regering. Nu på denne konference efter ti år kom der en lille delegation fra ministeriet for ligebehandling. Jeg holdt en foredrag om organisationens fremtid og muligheder. Josef fra Polen og Jan fra Tjekkiet fortalte om deres døvblinde organisationer. Et møde med ministeriet var planlagt, men blev aflyst, fordi delegationens medlemmer havde problemer med engelsk. Heldigvis var der en tolk under vores foredrag. Ministeriet ville gerne støtte ungarske døvblinde, bare man fik en god ansøgning med et budget. Det var en stor gevinst, men da delegationen gik, gik også tolken. Resten af igår's program foregik på ungarsk og tegnsprog. Imorges havde vi en foredrag om en førerhund og bagefter kunne Josef, Jan og mig pege på regionalt samarbejde, en gang til. Dorka, foreningens sekretær og lærer til døvblinde børn, fungerede som tolk. Hun har prøvet at være igangsætter gennem de ti år og nu gælder det at få en god ansøgning på plads. Jeg tænker: hvad så, hvis manglende penge betyder Manglende aktiviteter og manglende aktiviteter betyder manglende penge? Hvad så, hvis folk sidder i bestyrelsen men ikke magter arbejdet, selvom man så gerne vil? Hvad så, hvis så mange mennesker føler og opfører sig stadigvæk som om Ungarn er en diktatur, selvom Ungarn er nu medlem af EU og et demokratisk land. Så venter man bare indtil der sker noget. Se nu for eksempel her, på blinde institutionen, hvor vi bor nu, er der en køkkendame. Hun bestemmer alt: hvor vi må sidde og hvor meget vi må spise. Resten tager hun med hjem. Hun kom lige forbi med en stor pose mad i hånden, fortæller Ove mig. En lille gruppe er tilbage. De fleste døvblinde deltagere er gået hjem. Vi tager nu sporvognen til statens kunstmuseum. Foran museet er et sted, hvor mange revolutioner begyndte gennem årene. Det er Blevet tradition at hvis man vil sige noget vigtigt eller sige et digt, så skal man gøre det her. Jeg trænger pludselig til at sige en digt, jeg skrev for mange år siden: "Nogen sted hende ligger jeg med mange andre nøgne kroppe i frisk græs langs en klar vandkant vi rører, vi prøver, vi smager, den sted er langt herfra: her er dagene som natter alt ånder afstand hvem borer en tunnel eller en nemmere bro fra her til den sted der" Selskabet griner bare lidt forlegen og busser, lastbiler og sporvogne kører forbi.
Rumænien
Døvblinde taler ikke! Jeg lugter kaffe, da vi kommer ind. Lokalet er allerede helt fyldt. Der er heldigvis et par ekstra stole. Da der er mange nye ansigter siden igår, hvor jeg også var her i klubben, må jeg fortælle lidt om mig selv igen. Det gør jeg så. Er der nogle spørgsmål? "Ja. Du siger du er døvblind, men du taler så tydeligt". Inden jeg kunne svare, kommer en anden deltager og siger: "Jeg er også blevet døvblind, men jeg har lært at tale, da jeg var lille. Jeg havde stadigvæk nogen hørelse, men nu jeg er helt døvblind, og jeg øver jeg mig stadigvæk i at tale tydeligt". Det bekræfter jeg. Som præst i Holland måtte jeg også øve mig i at tale tydeligt. "Nej, Lex", siger Ann, min kone og kontaktperson, "Jeg tror ikke det var det, spørgeren mente. Spørgsmålet er hvorfor du ikke er tegnsproget". En anden deltager siger: "Hvis der kommer en her i klubben, der taler, så kommer jeg ikke mere og min kone får heller ikke lov til at komme her længere. Rigtige døvblinde er tegnsprogede!". Jeg får at vide at han er døv og hans kone er døvblind. Nu kan jeg høre mange bevægelser omkring mig. Mange tegnsprogede diskuterer på kryds og sværs. Cristiana, vores tolk, som også prøver at fungere som ordstyrer, kan ikke mere. Der skal en kop kaffe og hjælp af alle seende og hørende til for at få ro og orden i mødet igen. Jeg har oplevet denne diskussion mange gange før. Her er vi i Rumænien, hvor en klub, bestående af døvblinde tegnsprogede har besluttet at oprette en rumænsk døvblinde organisation. Cristiana, som arbejder for Sense International, har fået anerkendt døvblindhed som et selvstændigt handicap af den rumænske regering. Den rumænske regering vil også gerne støtte voksne døvblindblevne, hvis bare de opretter en selvstændig organisation. Vi har haft en konference om døvblindhed dagene før og nu er der så stiftende generalforsamling. Jeg gentager lidt af hvad jeg har sagt i min forelæsning på konferencen om, hvor forskellige døvblinde er, og alle får nu, en efter en, lejlighed til at udtale sig om der også er plads til talende døvblinde her i den nye forening. Alle døvblinde deltagere er enige: "Ja, selvfølgelig, bare de er døvblinde". Det er slutningen af november måned, så næste punkt på dagsorden er: julefest og nytårsfest. Nu er der ro og orden og en masse kreative ideer. Alle glæder sig og er villige til at tage ansvar for aktiviteter. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor lang tid tager det indtil en døvblinde klub bliver til en forening, som er i stand til at tale politisk og at tage stilling til hvad der sker i samfundet? Jeg håber at døvblinde i Rumænien- uanset om de taler eller ej, i den nye organisation har fået en stemme.
Auckland
"Hvem skal jeg stemme på?" "Det må du selv bestemme." "Formanden har sagt at vi må stemme på hvem som helst." "Ja, bare kandidaten er døvblind." Der er kaos på den stiftende general forsamling for verdens døvblinde forbund i Auckland, New Zealand. Der skal vælges et forretningsudvalg: formand, næstformand, kasserer og general sekretær. Bagefter seks regionale repræsentanter til bestyrelsen, to revisorer og to medlemmer af den næste valgkomitte. Der er 30 stemmeberettigede døvblinde tilstede, en fra hvert land. Der har været en valgkomitte, som har lavet nogle forslag, men det er klart at ikke alle forstår, hvordan det virker med en valgkomitte. Nu kan vi se at der pludselig kommer mange forskellige kandidater til posterne, selvom det er slet ikke sikkert at kandidaterne vil og kan opfylde dem. Spørgsmålet er: hvordan håndterer vi i verdens døvblinde forbund sådan et valg med så mange forskellige mennesker, med hver sin egen baggrund og kultur? Måske er vores valg model alt for skandinavisk. Jeg vil i hvert fald prøve at forklare meget mere af de ting, vi allesammen her i norden er meget fortrolige med. Det bliver spændende om det skal lykkes. I juni dette år holder verdens døvblinde forbund den anden general forsamling i Tampere i Finland. Valgkomitteen har allerede indsamlet forslag til kandidater og det ser igen kaotisk ud. Der er mange nomineret som ikke selv ønsker at opstille. Der er mange nye ansigter, fordi vi i verdens døvblinde forbund heldigvis har fået penge til at sponsorere mange repræsentanter fra udviklings lande. Vi må prøve at gøre valget nemmere at forstå denne gang. Stig Ohlson, vores formand, modtager ikke genvalg. Jeg håber at generalforsamlingen vælger mig som den nye formand. Jeg har lært meget i mit internationale arbejde og jeg tror at jeg er i stand til at løse opgaven. Fddb støtter mit kandidatur.
Ahmedabad og New York
"Vi er i Ahmedabad, Indien og deltager i en konference, hvor vi bruger store ord om undervisning af døvblinde børn. Vi besøger en lille institution for døvblinde børn. Jeg kommer ind i et rum hvor døvblinde børn leger på gulvet. Jeg elsker selv at lege på gulvet, men det går ikke når jeg har mit jakkesæt, min konference uniform, på. Børnene kommunikerer ikke med hinanden og jeg kan ikke kommunikere med dem. Ja, selvfølgelig, et lille knus bliver det til, men det er alt." Den oplevelse har jeg ofte i baghovedet, når jeg sidder her foran computeren og skriver og læser store ord om den konvention om menneskerettigheder for handicappede FN arbejder på. Jeg tænker også på andre situationer, når jeg går rundt til de hektiske møder om konventionen i New York: Jeg tænker på de mange af os,døvblinde i ulande, som bor lukket inde i familien eller i en institution og ikke har fået mange kommunikationsmuligheder. Jeg tænker på andre af os, der er i en overgangssituation mellem den ene eller den anden kommunikationsform, fordi syn eller hørelse svigter, især når vi er blevet ældre. Selvfølgelig, også denne gruppe burde havede samme lovmæssige rettigheder som alle andre. Det er vi i diskussionerne med alle store internationale handicap organisationer om konventionen alle sammen enige i. Problemerne begynder når vi snakker om repræsentation hos lægen, i uddannelser, hos de sociale myndigheder, i banken, på posthuset, i retten osv. Det er sket alt for ofte at andre har taget beslutninger om os uden os, når det drejer sig om vores livsvilkår og fremtid. Det gælder for alle, uanset hvilket handicap man har. Det hedder "erstatnings repræsentation", ingen selvbestemmelse, og det skal ændres! De sidste par uger har vi i handicaporganisationerne haft en lang diskussion om "folk med kommunikationsvanskeligheder" en gruppe der dækker mange forskellige handicap . Hvordan kan de få selvbestemmelse? I mange situationer er det ikke "dem" der har et problem, det er "os". Vi, i New York med jakkesæt på, som bruger store ord og myndighederne i de forskellige lande, kan ikke forstå de mennesker, der ikke kommunikerer på en anden måde. Der er ikke kun brug for tolkning, men også for fortolkning. Det burde være en menneskeret at alt skal sættes i værk for at forstå pågældende personers ønsker, det der kaldes "understøttende repræsentation". Disse store ord løser ikke alle problemer, især ikke de praktiske. De er kun udtryk for en juridisk ramme. Der skal meget mere kreativitet til, uden jakkesæt og måske endda på gulvet.
Afrika
Verdens døvblinde forbund (WFDB) får mange breve, især fra afrikanske lande, hvor der bliver bedt om forskellige former for støtte: penge til skolebøger til mit barn, penge til et nyt komfur, altid penge. En af lederne i en døvblindeorganisation i afrika bad om penge til en computer og en printer for at kunne kommunikere via email og deltage i internationalt samarbejde Vi sendte ham en computerog en printer. Det grundlæggende problem i afrika er selvfølgelig at skaffe sig en daglig indtægt, så han bad om en bus til døvblinde organisationen. Bussen kunne fungere som taxa og så kunne organisationen tjene nogen penge. Det var lidt svært. Vi havde desværre ikke sådan en stående og heller ikke penge til at købe en. Vi kunne ikke gøre noget. Nu har vi i så WFDB verdens konference i Finland og vi har fået breve, hvori præsidenten får anmodninger om støtte og en masse smukke ord om at han er verdens stemme for døvblindes rettigheder til at få information ved brug af tolke: "Desværre begynder tolkene fra den tredie verden at klage over at deres time dagpenge er lavere end hvad deres europæiske kollegaer får" skriver afrikanske døvblinde. Hvorfor får jeg alligevel dårlig samvittighed når jeg læser dette brev? Hvorfor har jeg hundrede argumenter for ikke at imødekomme dette, så som:
pr. konferencedag, takket være den finske regerings og forskellige fondes bidrag til konferencen.
tilbuddene til døvblinde i den rige verden, er slet ikke dækkende.
Jeg ved dog at fattigdommen i disse lande er så stor, at mange af de penge, som gode fonde bidrager med, primært bruges til daglig mad ,bolig og medicin til familiemedlemmer. Der er ikke nogen struktur eller infrastruktur. Alle andre gode formål, såsom uddannelse, arbejde og at stifte en organisation, er umulige at tænke på, så længe det allerførste formål er at holde døvblinde og deres familier i live. Det, at vi er rige og de er fattige, er for folk i afrika grund nok til at de skriver breve til os om at sende dem penge, mens det for os ikke er grund nok til at give dem pengene. Jeg ville ønske vi kunne gøre mere for at støtte døvblinde i afrika til at etablere sig med en form for arbejde, aktivitet eller virksomhed, som kunne give dem det daglige brød med værdigheden i behold. En slags døvblinde hjælper døvblinde.
London
Colin bor i Brighton. Jeg møder ham i London til en stor konference. Konferencen er en del af 50 års jubilæums festen for verdens største organisation for mennesker med døvblindhed, forældre og personale, Sense i England. Jeg er inviteret til holde foredrag og en workshop der. Colin rejser altid alene, ligesom de fleste andre mennesker med døvblindhed i England. "Det er svært at finde en frivillig ledsager" siger han, "og så koster det også det dobbelte". Colin har Usher 2 og det betyder at han har svært ved at færdes når det er mørkt. "Det var ikke noget problem, da jeg skulle til Finland til verdens konferencen her i sommertiden og heller ikke sidste år, da jeg skulle deltage i den europæiske sommerferie for mennesker med døvblindhed i Sverige. Det var lyst hele tiden, men det kniber oftere om vinteren, især når der er forsinkelser", siger Colin. Han er meget begejstret for den hjælp han altid får i lufthavne, når han rejser alene. Han kender også alle togafgange i England og er meget fortrolig med den Londonske metro. "Jeg elsker at rejse alene og den udfordring, der er i det", siger han. Selvfølgelig må han nogle gange "låne" en af de tilstede værende frivillige på konference centeret, især når der er tag selv bord og det er der ofte ved store konferencer. I dagligdagen der hjemme er der heller ikke nogle hjælpere. Sense arrangerer kurser for mennesker med døvblindhed i at lave deres egen kampagne. Mennesker med døvblindhed i England skal være mere end informatører, de skal også være deres egne kampagneledere. De skal både informere omgivelserne om, hvad det betyder at have døvblindhed og overbevise personalet i for eksempel butikker,banker og på posthuse om, hvad der skal til , for at mennesker med døvblindhed kan handle selvstændigt. De skal også overbevise deres lokale myndigheder om hvilke tilpasninger, der skal til i trafikken og på offentlige steder. Hele systemet i Sense er baseret på kampagner. Sense får offentlig støtte til de skoler og institutioner de driver, men ikke til selve organisationen, den finansieres ved indsamlinger, frivillige bidrag, sportsarrangementer osv. så der skal hver gang store aktiviteter til, for at sikre aflønningen af de 1500 ansatte i Sense. Disse kampagner kører bedst når døvblinde selv er ansvarlige for dem. To unge mennesker med døvblindhed præsenterer hvad de har fået ud af kurset i at lave kampagner. De beskriver hvordan de er igang med at kæmpe for dels at få flere teksttelefoner for mennesker med døvblindhed på offentligt tilgængelige steder, dels tilgængelighed til alle de steder man færdes i sin fritid, sportsklubber, svømmehaller, restauranter. osv. En ung dame gav som eksempel sportshallen, hvor skabene til ens tøj havde et visuelt display, hun ikke kunne se. Hun fik sportshallen til at lave et antal skabe med almindelige låse og nøgler, så hun selv kunne bruge skabene. Erfaringen er, at alle er meget villige til at ændre systemer og adgangsforhold, når bare de forstår, hvad der skal til for at forbedre tilgængeligheden. Som Colin siger: "Jeg har den gyldne regel at man fanger flere fluer med honning end med eddike". Kære redaktion, Jeg flyver til New York i morgen og er først tilbage den 14. august, så denne gang er jeg rigtig til tiden (smil)
Colombia
Verdens døvblinde forbunds nye bestyrelses medlem fra Colombia, Beatriz Vallejo er en meget aktiv døvblind kvinde. Hun skriver rigtig godt engelsk og det er vi meget glade for i WFDB. Det giver mange nye muligheder for kontakter i Latin Amerika. Hun fortæller gerne om sit land og om hvordan det går med døvblinde i Colombia. Der er nemlig sket meget, siden jeg var der for otte år siden. Colombia er et stort land, stadigvæk i borger krig. Da jeg var der på en døvblinde konference, boede vi på et stort konference center, beskyttet af en mur og soldater fra forsvars ministeriet. Situationen er ikke blevet bedre siden. Der er stadig aktive guerilla grupper. Det snakker Beatriz ikke så gerne om. Hun fortæller at døvblinde organisationen startede for ti år siden med 5 medlemmer, nu i 2005 er der 240 og hun forventer mange flere. Organisationen har startet et rehabiliterings program, hvor man kigger på hvert enkel personens evner og kvaliteter. Målet er at hver enkelt døvblinde person kan udvikle sig og få en beskæftigelse. Der er også fysioterapi i programmet. Der er specielle øvelser som giver en bedre kropsholdning, mindsker smerter, giver et bedre helbred, fysisk stabilitet og uafhængighed. Informations teknologien bliver hele tiden vigtigere. Nu er de fleste døvblinde i Colombia meget fattige. 50 frivillige tager til de fattigste bydele i hele landet for at besøge døvblinde og for at opmuntre dem til at deltage i aktiviteter i rehabiliterings centeret, som er navngivet efter den nu afdøde første formand for organisationen: Yolanda de Rodriguez. Det er lykkedes døvblinde organisationen at blive partner i tre projekter: et fra verdensbanken, et fra et fisk program der hedder abilis og et fra et andet fond, der hedder ventures. Det sidste er egentlig for begyndende virksomheder, men alle tre har de til fælles at de vil støtte de fattigste mennesker, indtil de kan forsørge sig selv. Der er også et fjerde projekt sammen med Los Andes universitetet for at undersøge døvblindes situation og beskæftigelses muligheder. Den sidste nyhed er at en Canadisk organisation har påtaget sig træningen af en slags kontakt personer. Betalte tolke er økonomisk uopnåelige i Colombia, så organisationen prøver at udvikle sin egen ordning. Der er mange andre aktiviteter. En gang om måneden er der en udflugt til et eller andet sted, hvor døvblinde og deres familier kan mødes, udveksle erfaringer og bare have det sjovt sammen. Den allerstørste begivenhed er julen. Alle familier tager til et varmt og lækkert sted, hvor der er swimmingpool og hvor der er gaver til alle. Ja, det er klart at organisationen, som hedder surcoe, udvikler sig hurtigt. Det sker dog, selvom der er borger krig og der er ingen støtte fra f.eks. det Colombianske social ministerium Jeg tror man bliver meget kreativ i sådan en situation. Måske er det derfor at der var så mange skulpturer, lavet af døvblinde selv, da jeg var i Colombia?
Arnhem
Arnhem er en lille provinsby i Nederland, det land jeg kommer fra. Det var dér en blind mand ved navn Jaap Breider startede sit lille firma Alva. Alva producerede elektroniske hjælpemidler til blinde og også døvblinde. Det sidste produkt jeg har set fra Alva var en mobiltelefon med punktskrift og vibrator, så døvblinde mennesker kunne også sende og modtage sms´er. Jamen, i går hørte jeg at firmaet er gået konkurs. Hvad sker der så? Heldigvis bliver firmaet overtaget af et lidt større konsortium, men om man stadig vil fokusere på døvblinde,det ved vi ikke endnu. Alva har været på det internationale marked i mange år. Alva prøvede at konkurrere med andre større firmaer, men det lykkedes alligevel ikke. Har de været alt for ambitiøse? Skulle jeg have gjort mere reklame for mine nederlandske venners gode initiativer? Ja, selvfølgelig, men hvordan? Vi taler ikke om hjælpemidler generelt her. En hvid stok er en hvid stok, hvor og når som helst i hele verden. Et vækkeur er et vækkeur, uanset hviket sprog man taler. Her taler vi om elektroniske kommunikations hjælpemidler, såsom computere med punkt læselister og mobiltelefoner med punkt display. Hvert sprog har sine egne bogstaver (kinesisk, japansk, arabisk, spansk, fransk, tysk, dansk) og det betyder at apparaterne skal tilpasses til hvert land. Det gør at markedet er endnu mindre, især når vi taler om døvblinde. Et andet problem er prisen på hjælpemidler. I mange udviklingslande kan døvblinde mennesker overhovedet ikke få et generelt hjælpemiddel såsom en hvid stok, fordi den er for dyr. Rent vand, mad, sundhed, arbejde og uddannelse står først på prioriteringslisten. Vi kan glemme alt om punktskriftcomputere eller mobiltelefoner medmindre vi, i de rige lande, gør noget ved det, men hvad gør vi så? De professionelles internationale organisation indenfor døvblindeområdet, Dbi, har ikke beskæftiget sig meget med hjælpemidler endnu. Verdens døvblinde forbund er lige begyndt med at udvikle sig og har ikke resourcer til dette arbejde endnu. Kun få døvblinde organisationer beskæftiger sig med elektroniske hjælpemidler på nationalt plan. Den tekniske udvikling går så hurtigt, at de fleste firmaer ikke orker at tilpasse deres produkter, således at døvblinde kan følge med og fungere som mennesker, med de samme muligheder som alle andre. Verdens døvblinde forbund har formidlet at gammelt computer udstyr blev sendt fra rige lande, hvor det var overflødigt til medlemmer i udviklingslande, men hvorlænge virker det? Her ligger en stor udfordring, jeg ikke har et svar på endnu.
Andebu, Norge
Det er koldt, mørkt og snerigt, da jeg ankommer til Sandefjord i det sydlige Norge og tager taxaen til Andebu, hvor der er en stor institution. Der bor mange døvblinde der, døvblindfødte såvel som døvblindblevne. Døvblindekonsulenten der, har fået at vide at jeg har arbejdet som præst i Holland. Hun har, sammen med institutionens ledelse, planer om at bygge et kirkerum, specielt indrettet til døvblinde. Jeg skulle komme og give mit bud på et sådant kirkerum ved denne konference. Jeg kommer ind i et stort rum, hvor 40 medarbejdere og nogle døvblinde venter på mig. Jeg er lidt nervøs, fordi jeg ikkved hvordan mine erfaringer og ideer vil blive modtaget. Jeg begynder at forklare at en kirke normalt er indrettet til seende og hørende. Der er et alter, en prædikkestol, specielle udsmykninger, så vi ved at vi er i en kirke. Vi lytter til præsten og vi sidder på en bænk og synger. Det giver selvfølgelig en fornemmelse af at være sammen med andre, men hvad får vi døvblinde, selvom vi har tolk og måske lidt syn og hørelse tilbage ud af det? Vi skal bruge en masse fantasi og være klar over at vi er i et kirkerum, hvis ikke, så oplever vi ikke rigtig noget. Og så begynder jeg: når jeg kommer ind i en kirke, så synes jeg at det ofte stinker (undtagen ved begravelser, da er der ofte blomster). Her må vi ikke springe over. Der skal altid lugte dejligt. Hvis lytte og kigge og måske synge ikke er vores stærkeste sider, så væk med kirkebænkene. Måske nogle stole af og til, afhængig af, hvad vi laver. Et kirkerum skal være et oplevelsesrum. Der skal være rum til fri bevægelse. Væggene og gulvet skal være bløde, så vi ikke kan støde ind i noget. Der skal danses, der skal knuses, masseres, afslappes. Der skal spises og drikkes, så vi smager noget. Lys skal der til og måske duftende olier eller røgelse, alt after behov og begivenhed. Der skal være forskel på bryllup og begravelse, men også en almindelig gudstjeneste skal være festlig eller bogstaveligt talt følelsesrig. Vi skal også være i stand til at finde vej alene i rummet, når vi har brug for stilhed og meditation. Musik skal der også til, musik der kan mærkes, alt efter behov. Skal man smide bibelen væk? Nej, selvfølgelig ikke. Midt i det hele skal der tolkes og fortælles. Møder døvblinde, især døvblindfødte Gud her? Det er lige så usikkert og så individuelt som i alle andre kirkerum. Diskriminerer vi ikke på denne måde? Nej, de fleste andre seende og hørende har også en følelses- smag og lugtesans. Træt forlader jeg Andebu efter en lang dags diskussioner. Denne gang er jeg ikke bevæbnet med en flaske rødvin, nej, jeg bærer en stor kurv, fyldt med frukt, blomster og chokolade gennem sneen og mørket ind i flyet. Jeg håber det bliver til noget, det kirkerum, verdens første specielt for døvblinde?
(2005-12-16)